og da jeg kom hjem fra arbejde, var køerne blevet hentet af slagteren
- så nu er vi flyttet til Frederiksberg igen

vi sørger over, at de bare tæer atter skal pakkes ind i tykke strømper og lange støvler, men vi glæder os over ild i pejsen og vores stadigt ny-indrettede stue

og ikke mindst glæder vi os til de sociale arrangementer, vi aldrig synes at have tid til at arrangere over sommeren … vi lægger ud med julekomsammen søndag d. 5. december kl. 15.00 og håber at se jer alle sammen!

http://blog.politiken.dk/le/2010/08/02/cool-chicks/

og så en enkelt mandelig klassiker – ikke min favoritsanger, men sangens lille operaindslag er ret flot

De skal nu have sygeforsikring med offentligt tilskud, hvis de ikke selv har råd til selv at betale.

Det har ganske vist lange udsigter. Og er ikke så omfattende en reform som ideelt tænkt … og det er under protest og med angst for at miste den berømte amerikanske frihed, at de i USA nu må se nye tider i øjnene … men fået den, det har de altså langt om længe.

I tiden før og op til reformens vedtagelse har jeg ikke kunnet lade være med at spekulere på, hvad det var for en frihed, de synes, de mistede … amerikanerne.

Personligt glæder jeg mig på deres vegne over den frihed, de er blevet påtvunget … amerikanerne.

Det kan godt være, at den ikke er amerikansk …. den nye frihed … men den frihed for bekymring, de nu har fået, amerikanerne, den forekommer mig nu alligevel at være særdeles værdifuld. Og menneskeværdig.

At være fri fra angsten over, hvad der skal ske børn, forældre, mand, bror, søster, niece, én selv … hvis nogen bliver syge, eller kommer galt afsted. Værdigheden i, at vi alle har adgang til hjælp, når vi har brug for det.  At vi ikke skal have råd til at købe os til frelse, men bliver taget hånd om, hvis vi får behov.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er stort. Måske noget af det største man kan gøre for sine borgere. Beskytte dem, give dem friheden til ikke at skulle bekymre sig, men at kunne bruge deres ressourcer på noget positivt – i tryg forvisning om, at det aldrig kan gå helt galt.

Personligt føler jeg det som et privilegium at være født og opvokset i et samfund, hvor vi har frihed – til ikke at bekymre os om dagen og vejen … hvis det skulle gå galt. Men nu er jeg selvfølgelig heller ikke amerikaner. Og jeg kender jo dybest set ikke så meget til deres frihed … jeg har såmænd ikke en gang regnet ud, hvad den helt præcis går ud på – ud over at ingen skal blande sig …

Videre tænker jeg om det er helt skævt, når jeg tilskriver Luther noget af æren for den frihed for bekymring, vi som borgere i Danmark har i dag? Jeg tænker måske, at han som reformator, gav os nåden … beskyttelsen mod at skulle have penge for at kunne blive frelst (læs her: blive lægeligt behandlet) …

Nå, men hvor om alting er, så glæder jeg mig over, at både vi og amerikanerne nu er beskyttede borgere, der på den måde har frihed til at bruge tid på det, der er vigtigt … at være sammen, at yde sit bedste, så godt som det nu er, huske på vores privilegier og måske søge noget, der er større end lige os selv og vores eventuelle bekymringer …

Måske jeg kom afsted ud af et sidespor … dét, der fangede mig, var egentlig den forskellighed, der kan ligge i opfattelsen af frihed …

at en sygeforsikring kan føles som tab af en fundamental frihed … og hvor svært det egentlig er at leve sig ind i andres begrebsverdener …

har besluttet ikke at bruge småfejl som undskyldning for ikke at uploade, så her er det. God fornøjelse og husk at kommentér

Med en forventning om 12 men et resultat på 7 har jeg lige skullet have ordnet mine tanker, og ikke mindst har jeg skullet  regne ud, hvad der egentlig skete.

For som min mor siger (efter i nattens mulm og mørke at have sneget sig ud og samlet specialet op fra en offentlig skraldespand), så er det et fremragende speciale med kloge, nyskabende tanker og vigtigt budskab - et speciale der udtrykker stor viden om både kunstmuseer og internet. Så hvordan får man så 7?

Med mit speciale ville jeg bevise mit akademiske værd. Jeg ville sikre mig at mit budskab fik en form, der ville blive taget seriøst, således at budskabet ville blive læst og respekteret. For jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har noget vigtigt på hjertet, blot har jeg måttet konstatere, at jeg jo faktisk ikke er ‘nogen’, og det derfor heller ikke er interessant at høre eller læse hvad jeg siger (stakkels lille mig ).

Men mit speciale skulle gøre dette anderledes. Med mine seneste 10-taller på grænsen til noget mere og mit 12-tal i Digital Retorik havde jeg fået blod på tanden og fået overbevist mig om, at jeg nu næsten mestrede formen. Nu var jeg faktisk blevet den akademiker, jeg hele tiden burde have været, og fik dermed mulighed for en adgang til at blive hørt. Dog var jeg viis nok til at vide, at jeg formmæssigt nok skulle styres lidt i løbet af de seks måneder specialet tog, ergo gik jagten ind på en vejleder, der var vaske ægte akademiker :-)

Og det fandt jeg. I en sådan grad at når jeg tænker tilbage på min eksamen, er det som striden mellem form og indhold. Især når jeg husker kommentaren om, at man ikke kunne at tage mit speciale alvorligt, fordi det fejlede i den akademiske form.

Egentlig troede jeg, at jeg gik vildt op i form, men må muligvis sande at jeg som personlighed vægter budskabet, eller måske jeg blot sidder fast i en personlig stil, som min chef ind imellem antyder. 

Under alle omstændigheder må jeg indse, at jeg ikke har formået at bemægtige mig den akademiske form i en sådan grad, at jeg kunne holde den de 105 sider, det tog at nå til konklusionen i mit speciale. Budskabet tog over, og formen føjede sig åbenbart efter min personlige skrivestil, hvorved jeg glemte at tage alvorligt, at en halvstuderet røver som mig skal strenge sig mere an for at begå sig som akademiker; at den personlige form SKAL vige for den snævert specificerede akademiske form.

Så måske fortjener jeg af den grund mit 7-tal. Det ærgerlige er, at tallet betyder, at budskabet heller ikke denne gang kommer videre end til min mor.

hvis du vil være en hel del klogere, så kig med så længe du orker (jeg er selv kun nået til 23. minut ud af 55½ minut )

Næh, lykken er: når mand og ikke mindst tre underskønne-dybt-sovende-i-mærkværdige-stillinger pelsklumper føler sig trygge nok til ligge næsten bevidstløse rundt om i stuemøblementet, og jeg kan sidde lige så stille og betragte dem i stearinlysets skær …

tænker duracell sponsorship på en eller anden måde må være relevant nu, måske de kan betale nogle af mine opladningsophold i solrige lande …

For den tyske sociolog, Ulrick Beck, spiller globaliseringens betydning for menneskeheden en afgørende rolle, og han skriver om individualisering, social ulighed og værdifællesskaber både på nationalt og internationalt niveau. 

Hans bog Risikosamfundet (1986), er i dag italesat som et begreb, der dækker over kritisk samtidsdiagnose af det moderne velfærdssamfunds problemer – eller den sorte side af kapitalistisk produktionsudvikling. Den sorte side er udtryk for, at produktionens anvendelse af teknologi, påvirker og indgriber i naturen på måder, der hverken kan forudses eller håndteres af selv de best kvalificerede eksperter.

Det italesætter han også selv som ‘produceret usikkerhed’, og  taler om en risikopluralisme, som konsekvens af, at eksperter har forskellige opfattelser og beregninger og derfor ikke længere kan levere en entydig rådgivning til det politiske system.

Glæder mig til tredje foredrag

men var i går til inspirerende foredrag om de store tænkere – det handlede om ‘de svages sociolog’ Zygmunt Bauman, som jeg må tilstå, jeg ikke kendte til før i går – det var en spændende aften med en super god forelæser, så der kommer mere om i går aftes, når jeg har tid til at skrive nogle af de tanker ned, vi blev gjort bekendt med (arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus)

jeg havde taget Tinka med til foredrag til forundring for alle – hvorimod ingen undrede sig i samme situationer i Wien, hvor man jo også må tage sin hund med på restaurant, café, konditori etc. - skæg lille kulturel forskel men også mere om det senere

de seneste billeder fra Wien og borgen er uploadet på 23hq.com/konzepta