kandidatspeciale som udtryk for personlighed (eller form og indhold i strid)

Da jeg valgte en hardcore retoriker fra Københavns Universitet som vejleder, glemte jeg at tænke de helt overordnede konsekvenser igennem, og gjorde muligvis mig selv en bjørnetjeneste.

Med en forventning om 12 men et resultat på 7 har jeg lige skullet have ordnet mine tanker, og ikke mindst har jeg skullet  regne ud, hvad der egentlig skete.

For som min mor siger (efter i nattens mulm og mørke at have sneget sig ud og samlet specialet op fra en offentlig skraldespand), så er det et fremragende speciale med kloge, nyskabende tanker og vigtigt budskab - et speciale der udtrykker stor viden om både kunstmuseer og internet. Så hvordan får man så 7?

Med mit speciale ville jeg bevise mit akademiske værd. Jeg ville sikre mig at mit budskab fik en form, der ville blive taget seriøst, således at budskabet ville blive læst og respekteret. For jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har noget vigtigt på hjertet, blot har jeg måttet konstatere, at jeg jo faktisk ikke er ‘nogen’, og det derfor heller ikke er interessant at høre eller læse hvad jeg siger (stakkels lille mig ).

Men mit speciale skulle gøre dette anderledes. Med mine seneste 10-taller på grænsen til noget mere og mit 12-tal i Digital Retorik havde jeg fået blod på tanden og fået overbevist mig om, at jeg nu næsten mestrede formen. Nu var jeg faktisk blevet den akademiker, jeg hele tiden burde have været, og fik dermed mulighed for en adgang til at blive hørt. Dog var jeg viis nok til at vide, at jeg formmæssigt nok skulle styres lidt i løbet af de seks måneder specialet tog, ergo gik jagten ind på en vejleder, der var vaske ægte akademiker :-)

Og det fandt jeg. I en sådan grad at når jeg tænker tilbage på min eksamen, er det som striden mellem form og indhold. Især når jeg husker kommentaren om, at man ikke kunne at tage mit speciale alvorligt, fordi det fejlede i den akademiske form.

Egentlig troede jeg, at jeg gik vildt op i form, men må muligvis sande at jeg som personlighed vægter budskabet, eller måske jeg blot sidder fast i en personlig stil, som min chef ind imellem antyder. 

Under alle omstændigheder må jeg indse, at jeg ikke har formået at bemægtige mig den akademiske form i en sådan grad, at jeg kunne holde den de 105 sider, det tog at nå til konklusionen i mit speciale. Budskabet tog over, og formen føjede sig åbenbart efter min personlige skrivestil, hvorved jeg glemte at tage alvorligt, at en halvstuderet røver som mig skal strenge sig mere an for at begå sig som akademiker; at den personlige form SKAL vige for den snævert specificerede akademiske form.

Så måske fortjener jeg af den grund mit 7-tal. Det ærgerlige er, at tallet betyder, at budskabet heller ikke denne gang kommer videre end til min mor.

I ♥ the cluetrain manifesto

Måske er jeg som sædvanlig bagefter: men jeg har lige opdaget the cluetrain manifesto - og det er da for genialt!

De starter sådan her:
“A powerful global conversation has begun. Through the Internet, people are discovering and inventing new ways to share relevant knowledge with blinding speed. As a direct result, markets are getting smarter—and getting smarter faster than most companies.
These markets are conversations. Their members communicate in language that is natural, open, honest, direct, funny and often shocking. Whether explaining or complaining, joking or serious, the human voice is unmistakably genuine. It can’t be faked.
Most corporations, on the other hand, only know how to talk in the soothing, humorless monotone of the mission statement, marketing brochure, and your-call-is-important-to-us busy signal.”

og så kommer de 95 teser om, hvordan markedet har ændret sig – og ændrer verden – læs det!

når folk klager over dsb

for det første så kører dsb vist ikke ret mange tog i danmark - for det andet undrer det mig, at folk altid brokker sig over, at vinteren kommer bag på dsb – tror folk da, at togpersonalet kan rydde sporskiftet for sne, før sneen er faldet? eller at de kan af-ise køreledningerne, før det har frosset? det er da fjollet, selvfølgelig er der forsinkelser, når is, sne og frost lægger sig over togbanen … tja, det er altså bare min mening …

så er dagen faktisk oprendt …

den dag hvor endnu et nyt livsafsnit begynder: Morten og jeg gifter os i dag

Det er en underlig tanke, at om ca. ni timer er jeg gift. Jeg har jo altid sat min frihed højt og haft en følelse af, at hvis jeg giftede mig, gav jeg slip på friheden. Sådan føles det også i skrivende stund … Samtidig føles det rigtigt, at vi gifter os. Specielt fordi vi har valgt at gøre det ganske stille – på Frederiksberg Rådhus.

Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor det har været så vigtigt for andre at gifte sig. Og hvilken ændring det så giver – følelsesmæssigt i relation til hinanden, sig selv og dét at være et ægtepar. På den måde kommer der pludselig en helt ny livserfaring med i dét at have besluttet sig, og jeg er spændt på at finde ud af, om det reelt gør en forskel for mig at være gift. Og i så fald om det er en positiv forskel

politik

er en interessant ting:

lige nu er alle fuld af begejstring over, at Barack Obama har vundet valget som den næste amerikanske præsident – og intet ondt om ham – men hvad er hans politik egentlig? Jeg kan ikke huske, at jeg én gang har hørt ham sige andet end Venstre gjorde her i Danmark, nemlig ordet ‘forandring’ – men som Venstre gjorde det, så har også Barack Obama glimret i sit fravær af snak om forandring fra hvad til hvad og hvordan …

jeg skal selvfølgelig ikke lægge skjul på, at jeg jo helst havde set Hillary Clinton som næste præsident for USA – ikke blot fordi hun er kvinde, super intelligent, erfaren, klog og har en reel politik – men også fordi hun brugte sin kampagne på at fortælle om, hvordan hun syntes amerikansk politik burde drives, hvilke reformer hun stod for, hvorfor og hvordan …

vi har så få politikere i dag, der har et reelt demokratisk og humanistisk indhold i deres politik – eller et indhold i det hele taget – men det bekymrer os åbenbart ikke, at velfærdssamfund verden over og i særdeleshed her i landet (uden kommentarer fra medier eller andre) lige så stille bliver demonteret – det bekymrer os ikke, at vi i stedet for en præsident i USA, der har en politik med indhold og en mening om, hvordan et samfund ser ud, så får vi endnu en retoriker, der ikke har kunnet eller villet tale om politik …

forelæsningsrække

‘Afrika – det fortabte kontinent?’ var navnet på en forelæsningsrække, jeg netop har afsluttet. Det var en forelæsningsrække arrangeret af Århus Universitet – og fem tirsdage mødte så fem meget forskellige foredragsholdere op, for at give deres indfaldsvinkler til, hvorfor Afrika virker som et tilsyneladende fortabt kontinent, der bare ikke udvikler sig. Og al mulig ros til Århus Universitet – det var fremragende arrangeret.

Og så var det en forelæsningsrække, der var lige til at blive klog af.  Oven i købet var vi så heldige, at flere af foredragene lige var til at stikke armene i vejret over, hvilket resulterede i, at jeg nogle aftener cyklede hjem boblende af entusiasme over, så klog og oplyst jeg var blevet – dejlig følelse!

Jeg skal lige have tænkt det hele igennem, så vender jeg tilbage med mit nye syn på Afrika – inspireret af alt jeg har hørt de forløbne fem uger

lidt nyt fra det lyseblå havehus

Vi har forøget familien med Viggo, en lille bandit af en killing Han kommer fra Kattens Værn og passer perfekt ind i husholdningen. I kan se billeder af ham på her.

Og så har vinterdepressionen meldt sig for fuld styrke, så hvis jeg pludselig forsvinder ud af landskabet, så er det blot fordi, jeg sidder i et mørkt hjørne og hulker over alt og intet. Jeg vil gerne ses!! Men det er ikke sikkert jeg kommer afsted. Ligesom jeg heller ikke får lavet alt det andet, jeg har lyst til at lave.

Denne manglende kobling mellem at ville og at kunne er næsten det værste ved tilstanden, og det sværeste at forstå – selvfølgelig lige bortset fra de dystre tanker, den manglende livslyst, fortvivlelsen, den grundløse og bundløse sorg – og så alt det andet, der følger med …

Jeg undrer mig over, hvordan naturen kan spilde alle de ressourcer. Hvorfor indbygger man talent, intelligens, livsglæde og virkelyst i et menneske, for så at slå det tilbage til start hvert efterår – år ud og år ind??

Den snak har jeg tænkt mig at tage med vedkommende deroppe, når det bliver min tur!

at være rastløs …

“Sikken en masse vi alligevel har nået denne weekend”, sagde Morten. “Ja, det er dejligt. Tiden føles på en eller anden måde forspildt, når man ikke får lavet noget”, svarede jeg med enden i vejret i forsøg på nå det sidste ukrudt under den 52ende historiske rose. Så blev der stille. Altid et tegn på, at Morten faktisk ikke er enig med mig! “Jeg kunne nu godt bruge en hel weekend til bare at læse og slappe af … men jeg ved godt, at du for rastløs”, kom det så fra ham.

Rastløs … ordet satte tanker i gang. For er jeg virkelig rastløs? Faktum er selvfølgelig at jeg elsker at arbejde, hader at sove og har det aller bedst, når jeg kan se et resultat af at have arbejdet en hel dag – hvad enten jeg har luget mellem fliserne, designet en hjemmeside eller gjort en god gerning.

Tankemæssigt var jeg rundt om rastløshed som personlighedstræk, om besættelsens natur, storesøstersyndrom, at handle for at være eksistensberettiget etc. For inde over denne weekend har også været, at jeg gør for meget for andre. At jeg altid forpligter mig til mere, end jeg egentlig har tid til, og derfor har susende travlt og må tage nætterne i brug for at nå alle min opgaver. Og så er der jo lige det med, at min mor synes jeg ofte virker manisk, når jeg egentlig bare føler mig glad og i overskud.

Men når jeg knokler og forpligter mig (også ud over det jeg egentlig kan holde til), så tror jeg faktisk det er fordi, jeg elsker at være i stand til det.

Fordi jeg elsker friheden. Friheden til at handle, til at klippe roser, luge ukrudt, tage min hund ud på lange ture, flytte for denne og hin, male køkken og sætte kontor i stand, arrangere dette og andet, planlægge de næste 11 projekter, skrive lange universitetsopgaver, læse tusinder af siders pensum, være sammen med mennesker, gå på stranden, på havnen, drikke spandevis af cafe latte, rejse, være hjemme og aktiv, designe hjemmesider og grafisk materiale, skrive tekster – og helst det hele på sammen tid.

I så lange perioder bliver jeg regelmæssigt stoppet af depressionen. Den forbandelse, der med sit greb om min hjernekemi, tvinger mig til at sidde helt, helt stille, grædende og passiv i ugevis. Tvinger mig til at spilde min tid måned efter måned hvert år. År ud og år ind. Den forbandelse, der får planer til at gå i vasken, stopper udviklingen, lukker folk ude af mit liv, får mig til at græde ved tanken om, at jeg er nødt til at cykle fem minutter og så oven i købet skal transportere en hel liter mælk med hjem igen, hvis jeg skal have kaffe. Og at jeg alligevel ikke orker at lave kaffen.

Når den så endelig slipper, denne min skyggeside, er det som at skulle starte forfra. Hver gang. Og samtidig er jeg bagud med alt. Livet mit er ingen kontinuerlig proces. Og på banker samtidig alle de nye projekter jeg så lige har udtænkt de seneste dage, hvor  energien, glæden og handlekraften er begyndt at spire, og jeg atter har taget telefonen og tjekket min mail og derfor ved, at der er noget jeg kan hjælpe nogen med, hvis det var, at der nu lige var en nat eller to i overskud.

min far

… skal sommerkronikken hedde, og man kan vinde mange tusind kroner, så det er vel bare om at komme i gang? men ak, mit forhold til min far er så kompliceret, at jeg ikke engang skriver om det på bloggen … så at skulle skrive en hel kronik … der skal være interessant … om en mand, hvis væsenligste facade er arrogance og nedladende tiltale af ikke blot mig, men af alle de, han føler sig … tja, ved ikke hvad han føler … og som aldrig får sagt tak for besøget, for hjælpen, for støtten, for tiden, for energien, for engagementet … men som blot spørger hvad jeg vil, når jeg kommer på besøg …

nogen gange hader jeg den empati, der er så stærkt repræsenteret, at jeg bliver ved med at hjælpe på trods … hvor pokker kommer den familiefølelse fra? jeg ser den ikke repræsenteret i min familie, dog muligvis med min mor som undtagelse … hvorfor lader jeg ikke bare være, sådan som alle andre spørger mig om …

men så igen, hvordan ville verden se ud, hvis vi alle lod være? måske fuldstændig lige så forskruet som nu – hverken mere eller mindre? ja, det skulle såmænd ikke undre mig … om empati og familiefølelse ikke er til noget … men blot en unødig udmattelse.

Måske skulle jeg bare flytte til Rom som Undén foreslog. Eller til Afrika, som jeg selv går og drømmer om. Og så lade folk være folk, melde mig ud og bare se på? Men faktum er jo, at det ikke er det jeg gør … måske man kan skrive en kronik om det …

kunst og kultur som læremester

gik ind for at se på køer i Øksnehallen – sidste chance før de skulle spredes over hele byen i den danske version af Cow Parade … interessante tilgange, sjove, anderledes tænkende køer inkl. gamle Maren – men også en del ko-design, der var inspireret af foregående parader i henholdsvis New York og Stockholm

under alle omstændigheder var det flot at se alle køerne samlet i den smukke hal
- uploader nogle af billederne på 23 når jeg får dem sorteret

men den store oplevelse var den anden udstillinng, som jeg fik i tilgift: ‘ghettoen i vores hjerter’ en fotoudstilling af Jacob Holdt – ophavsmand til ‘amerikansk billeder’

vi har jo alle sammen en mening om racisme – og jeg har tidligere skrevet om, hvad jeg oplever som misforstået tolerance – nu er det ikke sådan at jeg vil trække alt i land – men Jacob Holdts udstilling satte tanker i gang om en måske naturlig reaktion på en intellektuel og følelsesmæssig ‘undertrykkelse af de anderledes’ – og måske er det, som han siger, vores pres og både udtalte og uudtalte mening om eget værd i forhold til deres ikke helt så værdifulde værd, der skaber en modreaktion – en slags protesterende holden-fast-i-traditionel-kulturnorm – som overlevelse … er det derfor der pludselig er kommet så mange tørklæder på gaden i København og kvinder, der ikke vil trykke mænd i hånden …