jeg er nødt til at protestere

Nu har verden vendt sig på hovedet igen. Bag ryggen på mig.
Jeg gik rundt og troede, at kunden var – om ikke kongen - så dog noget. Men ak, som sædvanlig har jeg taget fejl.

Det er jo leverandøren, der er kongen. Og som konge er det selvfølgelig ens pligt at irettesætte kunden [læs: undersåtten] - hvordan sku’ hun ellers ku’ lære det? 

Og det er selvfølgelig også kongens pligt at evaluere sin undersåt - ak, blot for at konstatere at kunden sjældent er god nok til leverandøren; at hun stadig ikke har lært det.

Eller er det kun de såkaldte mediebureauer / reklamebureauer, der bruger deres tid på at klage over kunden - til kunden? Og naturligvis må faktuere kunden for den tid det tager at evaluere og klage over hende - SÅ kan hun måske lære det.

Er det bare den branche, der er blevet endnu mere forkælet og kolerisk?
Eller er det blevet normalt i alle brancher, at en kunde med hver leverandørkontakt skal gøres opmærksom på – at kunden jo virkelig ikke er den eneste kunde, vel? Og så må vi se, om der er tid til at følge op på alle disse besværlige kundeønsker fra urimelige kunder, eller om vi skal tage det en anden gang – når det passer os, kongen?

underlødige tv-udsendelser

skal vi ikke beslutte os for at sige nej til usympatiske, underlødige tv-udsendelser som fx Sandhedens Time??

jeg har slet ikke forstået, hvorfor tv har så travlt med at fejre det uciviliserede i mennesket … hvis der så blot var intelligent humor iblandet – men det er jo blot uciviliseret, tragisk, usympatisk og underlødigt … skulle det være underholdning? gavne seerne? samfundet? næstekærligheden? vores intelligens? øh, eller hvad er meningen???

hæv da standarden, og lad være med at bruge det uintelligente argument, at det er hvad seerne vil ha’ – jeg er seer, og jeg vil ikke ha’ det!

gi’ os noget I kan være bekendt at stå som afsender på – og noget som vi seere kan være bekendt at se, taaak

GN Resound: I skulle skamme jer!

Som I ved er Morten blevet fritstillet fra ovenstående virksomhed – men dette indlæg er udelukkende baseret på min mening om GN Resound og altså ikke et udtryk for Mortens tanker.

I ved, at jeg med jævne mellemrum bithcher over uprofessionelle danske virksomheder – jeg har undladt at gøre dette om GN Resound – i loyalitet med Morten som ansat i virksomheden.

Men deres måde at håndtere Mortens fritstilling på, får mig altså i blækhuset – for dét er om noget, et typisk eksempel på virksomhedens fuldstændigt uhyrlige uprofessionalitet.

Morten er blevet fritstillet – fair nok. Sidste arbejdsag var aftalt til at være 27. februar – hvor Morten drager på arbejde med ondt i maven over at skulle møde de medlidende blikke, der inddirekte fortæller, at det er ydmygende at være blevet fyret, selvom 50.000 andre europæere også blevet fyret den dag, Morten fik sin fyreseddel.

Nå, ondt i maven eller ej, til firmaet han drager, for han skal sige farvel til kollegaer, som har betydet meget for ham – og han skal have en snak med HR-afdelingen om, at han godt vil skifte outplacement bureau, da det bureau, GN har stillet til rådighed blot ser det som deres opgave at peptalke lidt, men ikke har nogle forbindelser til jobmarkede. Og Morten er i mellemtiden kommet i kontakt med et rekruteringsbureau, SAM, der også har outplacement – og som har masser af virksomhedskontakter – og allerede har formidlet to samtaler til Morten. Dette bureau vil Morten selvfølgelig heller have sine penge sat i, da de rent faktisk kan hjælpe ham i job.

Men lidt fortumlet kommer Morten hjem nogle timer senere, det ender med at blive nej til at ville overføre hans midler til en mere professionelt rekruteringsbureau – uden begrundelse. Og ingen har planlagt hans sidste dag, så han er i forbifarten blevet bedt om at komme ind en senere eftermiddag, hvor de i afdelingen har lidt bedre tid til at tage afsked med deres tidligere kollega.

At virksomheden IKKE GIDER at flytte Morten over i et outplacementprogram, der rent faktisk kan give resultat – det er i sig selv uhyrligt og grund til at de burde skamme sig. At man fra den overordnede ledelse ikke har tænkt sig at tage afsked med, endsige stikke en gave til den medarbejder, der hver dag i 3½ år loyalt er gået på arbejde og har investeret sin energi i GN Resound – det kommer ikke bag på mig – omend det oprører mig – magen til menneskesyn, medarbejdersyn og manglende følelse af ansvar … de skulle skamme sig igen!!!

Men at den chef, Morten direkte refererede til, har glemt, at hendes medarbejder har sidste arbejdsdag, det … tja, det siger vel både noget om hende, men også en del om virksomhedskulturen …

Nu har Morten så været der, den eftermiddag hvor de nok havde lidt bedre tid til at sige farvel. Og hjem kom han efter en time – efter en lidt flov affære og en gave, der med virksomhedens (og chefens?) sædvanlige storsind bestod i to flasker halvdårlig rødvin (ja, jeg ved hvad jeg snakker om her!) - det er altså den tid og den ting, man er værd efter 3½ års loyal indsats (og ikke mindst afholden sig fra at kritisere nogle forhold som ganske enkelt er latterligt let kritiserbare …) – og nu er det jo heller ikke sådan, at Morten er gået hjem efter 37 timer timer om ugen – nej, han har som den loyale medarbejder altid accepteret, at man arbejder ligeså mange timer jobbet kræver – uden den lovmæssigt sikrede kompensation for dette!!!!

Og så har jeg slet ikke nævnt noget om hvorfor GN Resound aktien er røget ned fra 84 til 8,75 … den historie har I tilgode.

Jeg har kun én sidste kommentar – GN Resound: I skulle skamme jer.

hm, så tæller også vi blandt de over 50.000, der blev fyret i mandags …

sort mandag, kalder politiken den dag, hvor direktører verden over satte navn på de mere end 50.000 som virksomhederne nu kan undvære

der var ikke tale om, at direktører verden over satte sig selv og deres ledelsesteams ned i løn, der var ikke tale om, at man belønnede loyalitet og engagement ved at finde alternative strategier og ride stormen af – nej, som sædvanlig smed man folk på porten – for hvad er de også andet end udskiftelige resourcer

morten var én af de uheldige – og sammen med fyring følger selvfølgelig skammen …

den skam vi kollektivt er blevet opdraget til at føle, den indre stemme der gentager, hvad politikere bruger som argumentation for at forfølge de arbejdsløse fremfor at gøre noget ved arbejdsløsheden, nemlig at det kun er tabere, der er arbejdsløse & at en fyring er både personlig og et personligt nederlag

bekymringen for fremtid og økonomi følger så skammen og sorgen over at skulle tage afsked med livsindhold, kolleger og tryghed

- dermed ikke sagt, at der ikke også er et lille lys der blafrer for friheden og muligheden for at skæbnen har noget helt nyt og måske bedre i vente … og troen på, at det nok skal lykkes – det skal det jo, for ellers er man nødt til at forestille sig nødvendigheden af at gå fra hus og hjem, muligheden for at gå i hundene … og det orker vi heldigvis ikke ret lang tid af gangen

tænk hvis politikere og virksomhedsledere verden over ville tage ansvar – for de mennesker, der har valgt dem ind og gjort det muligt for ledelser at sidde på topposter og grådigt hive milliongager hjem i nedgangstider uden så meget som en skelen til fremtiden – og til hvordan denne nyeste krise er opstået af deres egen grådighed …

en grådighed der langsomt (omend nu noget hurtigere) undergraver vores samfund som et sted, hvor man passer på hinanden og sikrer dem, der er dårligere stillet end en selv

og så et lille smil at slutte på: morten og jeg hygger os begge i bevidstheden om at være blevet et ægtepar

politik

er en interessant ting:

lige nu er alle fuld af begejstring over, at Barack Obama har vundet valget som den næste amerikanske præsident – og intet ondt om ham – men hvad er hans politik egentlig? Jeg kan ikke huske, at jeg én gang har hørt ham sige andet end Venstre gjorde her i Danmark, nemlig ordet ‘forandring’ – men som Venstre gjorde det, så har også Barack Obama glimret i sit fravær af snak om forandring fra hvad til hvad og hvordan …

jeg skal selvfølgelig ikke lægge skjul på, at jeg jo helst havde set Hillary Clinton som næste præsident for USA – ikke blot fordi hun er kvinde, super intelligent, erfaren, klog og har en reel politik – men også fordi hun brugte sin kampagne på at fortælle om, hvordan hun syntes amerikansk politik burde drives, hvilke reformer hun stod for, hvorfor og hvordan …

vi har så få politikere i dag, der har et reelt demokratisk og humanistisk indhold i deres politik – eller et indhold i det hele taget – men det bekymrer os åbenbart ikke, at velfærdssamfund verden over og i særdeleshed her i landet (uden kommentarer fra medier eller andre) lige så stille bliver demonteret – det bekymrer os ikke, at vi i stedet for en præsident i USA, der har en politik med indhold og en mening om, hvordan et samfund ser ud, så får vi endnu en retoriker, der ikke har kunnet eller villet tale om politik …

livet er ikke lutter lagkage

jobbet driller, arghhh

og viggo har ikke taget så pænt imod ella som jeg troede han ville – vi ser faktisk meget lidt til viggo, da han kun lige gider komme forbi og spise og tjekke om det lille gespenst stadig befinder sig på hans territorium, selvom vi gør vores bedste for at fortælle ham, at han er en stjerne …

og så er det femte uge på kuren ‘10 år yngre på 10 uger’, så man kunne vel forvente at se fem år yngre ud, men ak – og mens morten og min mor taber sig helt vildt i vægt, har jeg tabt ét kilo på fem uger – vel og mærke fem uger uden kaffe og speltbrød, er der noget at sige til, at man bliver lidt mismodig … i dag spekulerede jeg på om det var strabadserne værd, ja det er sgu’ hårdt at leve sundt, man skal konstant købe ind, lave mad, forberede, huske … og hvad kan man så forkæle sig selv med? brune ris og urtethe …

reklameverdens dyre drenge

Suk, nu er jeg nødt til at harselere … igen. Det er ikke fordi jeg absolut vil være en sur mokke – men altså lige p.t. ser man på store bill boards en nøgen blondine, der fortæller at hun er til alt … og så spørger jeg: hvad tilfører det??

På Ågade har nogen overtegnet to af disse bill boards og skrevet slagord som ’stop med at kommercialisér verden’ og ’stop kvindefornedrelsen’ – fint, tænker jeg, MEN det der virkelig forarger mig er, at der sidder en flok gulddrenge på et eller andet dyrt reklamebureau og bilder sig selv og deres kunder ind, at dette er i hvert fald ikke set før … øh, nå, jeg tror nu nok at det er set en enkelt gang før, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

I princippet har jeg hverken noget i mod gulddrenge eller dyre reklamebureauer – men jeg har i aller højeste grad noget imod den totale mangel på kreativitet der præger reklameoutputtet. Den totale mangel på kreativitet forfladiger, ja faktisk forurener, den visuelle verden vi alle skal færdes i – og det er jeg nødt til at harselere over.

Hvornår har I sidst set en reklame, der fik jer til at stoppe op, føle jer inspireret, fik jer til at trække på smilebåndet (ja, ok det lille fodboldspillende egern nærmer sig noget af det rigtige ? Altså kort sagt tilførte verden noget?

Når reklamer for en gang skyld er gode, så glædes jeg, så jeg næsten får hjertebanken. De kan jo ind imellem nærme sig kunst eller verdensomvæltende tanker.

min far

… skal sommerkronikken hedde, og man kan vinde mange tusind kroner, så det er vel bare om at komme i gang? men ak, mit forhold til min far er så kompliceret, at jeg ikke engang skriver om det på bloggen … så at skulle skrive en hel kronik … der skal være interessant … om en mand, hvis væsenligste facade er arrogance og nedladende tiltale af ikke blot mig, men af alle de, han føler sig … tja, ved ikke hvad han føler … og som aldrig får sagt tak for besøget, for hjælpen, for støtten, for tiden, for energien, for engagementet … men som blot spørger hvad jeg vil, når jeg kommer på besøg …

nogen gange hader jeg den empati, der er så stærkt repræsenteret, at jeg bliver ved med at hjælpe på trods … hvor pokker kommer den familiefølelse fra? jeg ser den ikke repræsenteret i min familie, dog muligvis med min mor som undtagelse … hvorfor lader jeg ikke bare være, sådan som alle andre spørger mig om …

men så igen, hvordan ville verden se ud, hvis vi alle lod være? måske fuldstændig lige så forskruet som nu – hverken mere eller mindre? ja, det skulle såmænd ikke undre mig … om empati og familiefølelse ikke er til noget … men blot en unødig udmattelse.

Måske skulle jeg bare flytte til Rom som Undén foreslog. Eller til Afrika, som jeg selv går og drømmer om. Og så lade folk være folk, melde mig ud og bare se på? Men faktum er jo, at det ikke er det jeg gør … måske man kan skrive en kronik om det …

lige lidt mere om manglende service ;-)

a pros pos uprofessionalisme (én af mine kæpheste, som I måske ved) så har jeg lige set det danske serviceniveau gennem østrigske øjne – og kan endnu engang konstatere, at der vist ikke findes én ud af 2946 danskere ansat i branchen med at betjene kunder, der ved, hvad service er …

det er utrolig (i ordets oprindelige betydning: ikke til at tro) så svært det er at blive betjent af mennesker, der – troede jeg – er ansat til at betjene kunderne … de skal lige snakke færdigt med deres venner og familie i telefonen, de skal lige rydde op i butikken, mens vi står og venter på at blive betjent, de skal lige rydde alle bordene på caféen, før de kan tage vores ordre, og når den så kommer, så har de lige skullet noget andet i mellemtiden – i hvert fald har vi ventet i 45 minutter, de skal lige læse færdigt før de værdiger os et blik, når vi træder ind på et kontor, de skal lige og de skal lige – alt andet end at få kunden til at føle sig betydningsfuld …

men måske er det bare sådan at i serviceerhverv i Danmark, dér betyder kundebetjening noget helt andet, end det gør i min verden … i min verden, der måske er en smule naiv, burde man ikke være i et serviceerhverv med mindre man havde lyst til at hjælpe, rådgive altså servicere de mennesker, der kommer til én – der findes jo ikke én eneste servicemedarbejder, der ikke kan se, når en kunde for eksempel ser søgende ud – men det er som sagt kun én ud af 2946 der kan finde på at spørge af sit gode hjerte, om vedkommende dog ikke kunne få lov til at stå til rådighed med hjælp og betjening …

sikken en dejlig hverdag vi kunne ha’, hvis vi blev betjent med hjerte og professionalisme alle de steder vi kommer – og ikke med ligegyldighed og i værste fald surhed over at vi forstyrrer …

serviceniveau

jeg har været uden internet i over en uge … og finder det næsten umuligt at leve uden. Det udgør jo faktisk den største adgang til min omverden, for det er her igennem jeg kan holde mig orienteret om de mennesker jeg kender, se hvordan verden uden for min lille have har det, og ikke mindst hvordan vejret bliver i morgen, det er her jeg kan holde pause fra mig selv og gå på opdagelse – jeg kan ganske vist cykle op i byen – men den kender jeg jo, og der er heller ikke den store chance for at støde ind i en ven og i øvrigt skal jeg jo også blive siddende her ved bordet og lave mine lektier …

alt sammen skyldes at to store professionelle virksomheder som TDC og Cybercity har lavet en fejl, de ikke er fleksible nok til at kunne rette med det samme – det tager dem op til TRE UGER at rette en fejl, de selv har begået – og så møder jeg altså følelsen af kontroltab og magtesløshed inden i mig selv, noget jeg faktisk helst vil være foruden

jeg raser og tuder, laver drama og nægter at se i øjnene at privatmenneskets magt over for store virksomheder er mindre end nul, at jeg faktisk ingen betydning har for dem

jeg raser og tuder, laver drama og nægter at se i øjnene, at selvom vi skriver 2007 og lever i Danmark, så fungerer det danske erhvervslivet sgu’ ikke bedre end erhvervslivet i Egypten – gang på gang støder jeg ind i en uprofessionalisme, der kommer totalt bag på mig

er det helt urimelig at sige, at jeg ikke har begået fejlen, så jeg kan bare konstatere at den skal fixes – NU, at jeg ikke vil lide under deres inkompetence, at de såmænd blot må finde en løsning og ikke undskylde sig med procedurer og hvad ved jeg – løs det siger jeg – og spar mig for resten …

ha, og så skal jeg være taknemlig over, at de alligevel fremskyndede sagen, så jeg kun skal sidde i isolation i en uge (hvis de holder hvad de lover – denne gang) …

og imens får jeg så skrevet nogle blogtekster, selvom jeg burde lave lektier – man kan altså godt snige sig til pauser uden at kunne gå på nettet. Så ved jeg det …