Da jeg valgte en hardcore retoriker fra Københavns Universitet som vejleder, glemte jeg at tænke de helt overordnede konsekvenser igennem, og gjorde muligvis mig selv en bjørnetjeneste.
Med en forventning om 12 men et resultat på 7 har jeg lige skullet have ordnet mine tanker, og ikke mindst har jeg skullet regne ud, hvad der egentlig skete.
For som min mor siger 
(efter i nattens mulm og mørke at have sneget sig ud og samlet specialet op fra en offentlig skraldespand), så er det et fremragende speciale med kloge, nyskabende tanker og vigtigt budskab - et speciale der udtrykker stor viden om både kunstmuseer og internet. Så hvordan får man så 7?
Med mit speciale ville jeg bevise mit akademiske værd. Jeg ville sikre mig at mit budskab fik en form, der ville blive taget seriøst, således at budskabet ville blive læst og respekteret. For jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har noget vigtigt på hjertet, blot har jeg måttet konstatere, at jeg jo faktisk ikke er ‘nogen’, og det derfor heller ikke er interessant at høre eller læse hvad jeg siger (stakkels lille mig ).
Men mit speciale skulle gøre dette anderledes. Med mine seneste 10-taller på grænsen til noget mere og mit 12-tal i Digital Retorik havde jeg fået blod på tanden og fået overbevist mig om, at jeg nu næsten mestrede formen. Nu var jeg faktisk blevet den akademiker, jeg hele tiden burde have været, og fik dermed mulighed for en adgang til at blive hørt. Dog var jeg viis nok til at vide, at jeg formmæssigt nok skulle styres lidt i løbet af de seks måneder specialet tog, ergo gik jagten ind på en vejleder, der var vaske ægte akademiker :-)
Og det fandt jeg. I en sådan grad at når jeg tænker tilbage på min eksamen, er det som striden mellem form og indhold. Især når jeg husker kommentaren om, at man ikke kunne at tage mit speciale alvorligt, fordi det fejlede i den akademiske form.
Egentlig troede jeg, at jeg gik vildt op i form, men må muligvis sande at jeg som personlighed vægter budskabet, eller måske jeg blot sidder fast i en personlig stil, som min chef ind imellem antyder.
Under alle omstændigheder må jeg indse, at jeg ikke har formået at bemægtige mig den akademiske form i en sådan grad, at jeg kunne holde den de 105 sider, det tog at nå til konklusionen i mit speciale. Budskabet tog over, og formen føjede sig åbenbart efter min personlige skrivestil, hvorved jeg glemte at tage alvorligt, at en halvstuderet røver som mig skal strenge sig mere an for at begå sig som akademiker; at den personlige form SKAL vige for den snævert specificerede akademiske form.
Så måske fortjener jeg af den grund mit 7-tal. Det ærgerlige er, at tallet betyder, at budskabet heller ikke denne gang kommer videre end til min mor.
