hjerteskærende digt om voldtægt

Andrea Gibson – Blue Blanket

hvis paven var en kvinde …

ville han så også tøffe rundt i afrika og udbrede budskabet om, at kondomer gør aidssituationen værre … vel vidende at millioner af børn er forældreløse på grund af aids – og den manglende brug af beskyttende præservativer …

personligt er jeg glad for, at vi i skandinavien har haft Luther – og jeg kan kun være enig med de, der synes, at pavens udtalelser om, at brug af kondomer gør aids værre, er en skandaløs mangel på respekt for de tusinder af mennesker, der hver dag arbejder på at oplyse afrikanere om prævention i et forsøg på at komme aids til livs, og af de millioner af forældreløse børn, der lever med konsekvenserne af en sådan - for mig at se – uciviliseret og uværdig tankegang

hvis paven insisterer på at tøffe rundt og åbenbare sin mening som Guds repræsentant, så skulle han måske tænke før han taler …

jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan verden ville se ud, hvis paven var en kvinde … men det er nok et sidespring

jeg er nødt til at protestere

Nu har verden vendt sig på hovedet igen. Bag ryggen på mig.
Jeg gik rundt og troede, at kunden var – om ikke kongen - så dog noget. Men ak, som sædvanlig har jeg taget fejl.

Det er jo leverandøren, der er kongen. Og som konge er det selvfølgelig ens pligt at irettesætte kunden [læs: undersåtten] - hvordan sku’ hun ellers ku’ lære det? 

Og det er selvfølgelig også kongens pligt at evaluere sin undersåt - ak, blot for at konstatere at kunden sjældent er god nok til leverandøren; at hun stadig ikke har lært det.

Eller er det kun de såkaldte mediebureauer / reklamebureauer, der bruger deres tid på at klage over kunden - til kunden? Og naturligvis må faktuere kunden for den tid det tager at evaluere og klage over hende - SÅ kan hun måske lære det.

Er det bare den branche, der er blevet endnu mere forkælet og kolerisk?
Eller er det blevet normalt i alle brancher, at en kunde med hver leverandørkontakt skal gøres opmærksom på – at kunden jo virkelig ikke er den eneste kunde, vel? Og så må vi se, om der er tid til at følge op på alle disse besværlige kundeønsker fra urimelige kunder, eller om vi skal tage det en anden gang – når det passer os, kongen?

underlødige tv-udsendelser

skal vi ikke beslutte os for at sige nej til usympatiske, underlødige tv-udsendelser som fx Sandhedens Time??

jeg har slet ikke forstået, hvorfor tv har så travlt med at fejre det uciviliserede i mennesket … hvis der så blot var intelligent humor iblandet – men det er jo blot uciviliseret, tragisk, usympatisk og underlødigt … skulle det være underholdning? gavne seerne? samfundet? næstekærligheden? vores intelligens? øh, eller hvad er meningen???

hæv da standarden, og lad være med at bruge det uintelligente argument, at det er hvad seerne vil ha’ – jeg er seer, og jeg vil ikke ha’ det!

gi’ os noget I kan være bekendt at stå som afsender på – og noget som vi seere kan være bekendt at se, taaak

GN Resound: I skulle skamme jer!

Som I ved er Morten blevet fritstillet fra ovenstående virksomhed – men dette indlæg er udelukkende baseret på min mening om GN Resound og altså ikke et udtryk for Mortens tanker.

I ved, at jeg med jævne mellemrum bithcher over uprofessionelle danske virksomheder – jeg har undladt at gøre dette om GN Resound – i loyalitet med Morten som ansat i virksomheden.

Men deres måde at håndtere Mortens fritstilling på, får mig altså i blækhuset – for dét er om noget, et typisk eksempel på virksomhedens fuldstændigt uhyrlige uprofessionalitet.

Morten er blevet fritstillet – fair nok. Sidste arbejdsag var aftalt til at være 27. februar – hvor Morten drager på arbejde med ondt i maven over at skulle møde de medlidende blikke, der inddirekte fortæller, at det er ydmygende at være blevet fyret, selvom 50.000 andre europæere også blevet fyret den dag, Morten fik sin fyreseddel.

Nå, ondt i maven eller ej, til firmaet han drager, for han skal sige farvel til kollegaer, som har betydet meget for ham – og han skal have en snak med HR-afdelingen om, at han godt vil skifte outplacement bureau, da det bureau, GN har stillet til rådighed blot ser det som deres opgave at peptalke lidt, men ikke har nogle forbindelser til jobmarkede. Og Morten er i mellemtiden kommet i kontakt med et rekruteringsbureau, SAM, der også har outplacement – og som har masser af virksomhedskontakter – og allerede har formidlet to samtaler til Morten. Dette bureau vil Morten selvfølgelig heller have sine penge sat i, da de rent faktisk kan hjælpe ham i job.

Men lidt fortumlet kommer Morten hjem nogle timer senere, det ender med at blive nej til at ville overføre hans midler til en mere professionelt rekruteringsbureau – uden begrundelse. Og ingen har planlagt hans sidste dag, så han er i forbifarten blevet bedt om at komme ind en senere eftermiddag, hvor de i afdelingen har lidt bedre tid til at tage afsked med deres tidligere kollega.

At virksomheden IKKE GIDER at flytte Morten over i et outplacementprogram, der rent faktisk kan give resultat – det er i sig selv uhyrligt og grund til at de burde skamme sig. At man fra den overordnede ledelse ikke har tænkt sig at tage afsked med, endsige stikke en gave til den medarbejder, der hver dag i 3½ år loyalt er gået på arbejde og har investeret sin energi i GN Resound – det kommer ikke bag på mig – omend det oprører mig – magen til menneskesyn, medarbejdersyn og manglende følelse af ansvar … de skulle skamme sig igen!!!

Men at den chef, Morten direkte refererede til, har glemt, at hendes medarbejder har sidste arbejdsdag, det … tja, det siger vel både noget om hende, men også en del om virksomhedskulturen …

Nu har Morten så været der, den eftermiddag hvor de nok havde lidt bedre tid til at sige farvel. Og hjem kom han efter en time – efter en lidt flov affære og en gave, der med virksomhedens (og chefens?) sædvanlige storsind bestod i to flasker halvdårlig rødvin (ja, jeg ved hvad jeg snakker om her!) - det er altså den tid og den ting, man er værd efter 3½ års loyal indsats (og ikke mindst afholden sig fra at kritisere nogle forhold som ganske enkelt er latterligt let kritiserbare …) – og nu er det jo heller ikke sådan, at Morten er gået hjem efter 37 timer timer om ugen – nej, han har som den loyale medarbejder altid accepteret, at man arbejder ligeså mange timer jobbet kræver – uden den lovmæssigt sikrede kompensation for dette!!!!

Og så har jeg slet ikke nævnt noget om hvorfor GN Resound aktien er røget ned fra 84 til 8,75 … den historie har I tilgode.

Jeg har kun én sidste kommentar – GN Resound: I skulle skamme jer.

værd at stifte bekendtskab med

  

 

 

 

 

 

Udstilling på Världsmuseet, Södra vägen 54, Gøteborg
Take Action – 83 ways to change the world
http://www.varldskulturmuseet.se/smvk/jsp/polopoly.jsp?d=2124&a=11285

det var også her jeg fandt hjemmesiden med oprør gennem håndarbejde, som jeg lige har postet et indlæg om

hvis man føler trang til lidt oprør …

Craftivism – revolt genom hantverk

ind imellem bliver det lidt for meget med at alt det etablerede (og hvis nogen kan finde ud af at strikke mig denne LV taske – så bliver jeg ellevild !!!!!) http://www.counterfeitcrochet.org/index.html

hm, så tæller også vi blandt de over 50.000, der blev fyret i mandags …

sort mandag, kalder politiken den dag, hvor direktører verden over satte navn på de mere end 50.000 som virksomhederne nu kan undvære

der var ikke tale om, at direktører verden over satte sig selv og deres ledelsesteams ned i løn, der var ikke tale om, at man belønnede loyalitet og engagement ved at finde alternative strategier og ride stormen af – nej, som sædvanlig smed man folk på porten – for hvad er de også andet end udskiftelige resourcer

morten var én af de uheldige – og sammen med fyring følger selvfølgelig skammen …

den skam vi kollektivt er blevet opdraget til at føle, den indre stemme der gentager, hvad politikere bruger som argumentation for at forfølge de arbejdsløse fremfor at gøre noget ved arbejdsløsheden, nemlig at det kun er tabere, der er arbejdsløse & at en fyring er både personlig og et personligt nederlag

bekymringen for fremtid og økonomi følger så skammen og sorgen over at skulle tage afsked med livsindhold, kolleger og tryghed

- dermed ikke sagt, at der ikke også er et lille lys der blafrer for friheden og muligheden for at skæbnen har noget helt nyt og måske bedre i vente … og troen på, at det nok skal lykkes – det skal det jo, for ellers er man nødt til at forestille sig nødvendigheden af at gå fra hus og hjem, muligheden for at gå i hundene … og det orker vi heldigvis ikke ret lang tid af gangen

tænk hvis politikere og virksomhedsledere verden over ville tage ansvar – for de mennesker, der har valgt dem ind og gjort det muligt for ledelser at sidde på topposter og grådigt hive milliongager hjem i nedgangstider uden så meget som en skelen til fremtiden – og til hvordan denne nyeste krise er opstået af deres egen grådighed …

en grådighed der langsomt (omend nu noget hurtigere) undergraver vores samfund som et sted, hvor man passer på hinanden og sikrer dem, der er dårligere stillet end en selv

og så et lille smil at slutte på: morten og jeg hygger os begge i bevidstheden om at være blevet et ægtepar