lidt nyt fra det lyseblå havehus

Vi har forøget familien med Viggo, en lille bandit af en killing Han kommer fra Kattens Værn og passer perfekt ind i husholdningen. I kan se billeder af ham på her.

Og så har vinterdepressionen meldt sig for fuld styrke, så hvis jeg pludselig forsvinder ud af landskabet, så er det blot fordi, jeg sidder i et mørkt hjørne og hulker over alt og intet. Jeg vil gerne ses!! Men det er ikke sikkert jeg kommer afsted. Ligesom jeg heller ikke får lavet alt det andet, jeg har lyst til at lave.

Denne manglende kobling mellem at ville og at kunne er næsten det værste ved tilstanden, og det sværeste at forstå – selvfølgelig lige bortset fra de dystre tanker, den manglende livslyst, fortvivlelsen, den grundløse og bundløse sorg – og så alt det andet, der følger med …

Jeg undrer mig over, hvordan naturen kan spilde alle de ressourcer. Hvorfor indbygger man talent, intelligens, livsglæde og virkelyst i et menneske, for så at slå det tilbage til start hvert efterår – år ud og år ind??

Den snak har jeg tænkt mig at tage med vedkommende deroppe, når det bliver min tur!

non-places

Hvorfor hedder min blog nu noget med non-place, og hvad pokker er non-place – skal det nu være et nyt smart begreb?

Jo altså, jeg stiftede bekendtskab med en bog af den franske antropolog, Marc Augé, hvor han gør sig tanker om, hvad han kalder supermoderniteten (vores tidsalder: kendetegnet ved overflod af hændelser, overflod af rum og overflod af individualiserede referencer). Han skelner mellem place og non-place – hvor non-place defineres ved at være et sted uden relationer, uden tilknytning til historien, og et sted der ikke beskæftiger sig med identitet. Samtidig ser han, hvordan non-places indtager en stadigt større del af vores verden og medfører nogle nye både konkrete og psykologiske konsekvenser blandt andet for vores oplevelse af sted, tid og identitet.

Som eksempel på non-places er indkøbscentre, hotelkæder, lufthavne, banegårde, motorveje, nye kontorbygninger i glas, stål og beton – og ikke mindst cyberspace, hvor vi i følge Marc Augé netop lever i en overflod af rum og individualiserede referencer – hvor vi hver har vores private blog, vores private meninger, og oven i købet kan have hver vores egen tidsreging.

Bogen ramte nok ind i nogle af de tanker, jeg har gået og gjort mig om, hvordan det egentlig er, verden ser ud. Hvad der kendetegner tiden både kulturelt og socialt. Det fascinerer mig samtidig, at netfællesskaber blomstrer op med hundredetusinde af brugere, at vi nu kan blogge om os selv og vores liv og vores meninger. At vi kan lægge billeder ud – blandt andet af os selv – og på den måde betragte os selv udefra på en måde der aldrig tidligere har været mulig. Hvilke konsekvenser har alt dette egentlig for os som individer og for os som en del af menneskeheden? Og er plads til noget der er større end os – for eksempel et gudsbegreb? Er vi måske ligefrem på vej tilbage til en tid, hvor vi kunne se os selv som hængende sammen med andre og dermed med universet?