jeg er nødt til at protestere

Nu har verden vendt sig på hovedet igen. Bag ryggen på mig.
Jeg gik rundt og troede, at kunden var – om ikke kongen - så dog noget. Men ak, som sædvanlig har jeg taget fejl.

Det er jo leverandøren, der er kongen. Og som konge er det selvfølgelig ens pligt at irettesætte kunden [læs: undersåtten] - hvordan sku’ hun ellers ku’ lære det? 

Og det er selvfølgelig også kongens pligt at evaluere sin undersåt - ak, blot for at konstatere at kunden sjældent er god nok til leverandøren; at hun stadig ikke har lært det.

Eller er det kun de såkaldte mediebureauer / reklamebureauer, der bruger deres tid på at klage over kunden - til kunden? Og naturligvis må faktuere kunden for den tid det tager at evaluere og klage over hende - SÅ kan hun måske lære det.

Er det bare den branche, der er blevet endnu mere forkælet og kolerisk?
Eller er det blevet normalt i alle brancher, at en kunde med hver leverandørkontakt skal gøres opmærksom på – at kunden jo virkelig ikke er den eneste kunde, vel? Og så må vi se, om der er tid til at følge op på alle disse besværlige kundeønsker fra urimelige kunder, eller om vi skal tage det en anden gang – når det passer os, kongen?