min far

… skal sommerkronikken hedde, og man kan vinde mange tusind kroner, så det er vel bare om at komme i gang? men ak, mit forhold til min far er så kompliceret, at jeg ikke engang skriver om det på bloggen … så at skulle skrive en hel kronik … der skal være interessant … om en mand, hvis væsenligste facade er arrogance og nedladende tiltale af ikke blot mig, men af alle de, han føler sig … tja, ved ikke hvad han føler … og som aldrig får sagt tak for besøget, for hjælpen, for støtten, for tiden, for energien, for engagementet … men som blot spørger hvad jeg vil, når jeg kommer på besøg …

nogen gange hader jeg den empati, der er så stærkt repræsenteret, at jeg bliver ved med at hjælpe på trods … hvor pokker kommer den familiefølelse fra? jeg ser den ikke repræsenteret i min familie, dog muligvis med min mor som undtagelse … hvorfor lader jeg ikke bare være, sådan som alle andre spørger mig om …

men så igen, hvordan ville verden se ud, hvis vi alle lod være? måske fuldstændig lige så forskruet som nu – hverken mere eller mindre? ja, det skulle såmænd ikke undre mig … om empati og familiefølelse ikke er til noget … men blot en unødig udmattelse.

Måske skulle jeg bare flytte til Rom som Undén foreslog. Eller til Afrika, som jeg selv går og drømmer om. Og så lade folk være folk, melde mig ud og bare se på? Men faktum er jo, at det ikke er det jeg gør … måske man kan skrive en kronik om det …