En yndig lille solsorte-mor havde bygget rede i vores skur - i øjenhøjde. Fem fine blå æg med prikker lå der, og vi blev så gode venner solsorte-mor og jeg, at hun lod mig rode rundt i skuret uden at lade sig på virke.
Vi ventede i mange uger, hun og jeg, og endelig kom der fem små dunede hoveder. Vi frydede os sammen, men så en dag, hvor Morten var ude at tjekke reden, så var alle fem unger døde. Muligvis af kulde … de lå bare lige så stille og var døde. Og de voksne solsorte så vi ikke noget til.
Vi havde ellers glædet os over tilliden og oplevelsen - og til at se de små vokse. Men det skulle ikke være, og nu har vi så smidt rede med døde unger ud.
fået sagt til alle, at jeg har taget orlov fra studiet, og at jeg de næste seks måneder arbejder deltid for Kristeligt Dagblad som projektleder på nogle af deres digitale projekter (her i blandt overtagelse af Christians site www.mindet.dk)
‘Afrika - det fortabte kontinent?’ var navnet på en forelæsningsrække, jeg netop har afsluttet. Det var en forelæsningsrække arrangeret af Århus Universitet - og fem tirsdage mødte så fem meget forskellige foredragsholdere op, for at give deres indfaldsvinkler til, hvorfor Afrika virker som et tilsyneladende fortabt kontinent, der bare ikke udvikler sig. Og al mulig ros til Århus Universitet - det var fremragende arrangeret.
Og så var det en forelæsningsrække, der var lige til at blive klog af. Oven i købet var vi så heldige, at flere af foredragene lige var til at stikke armene i vejret over, hvilket resulterede i, at jeg nogle aftener cyklede hjem boblende af entusiasme over, så klog og oplyst jeg var blevet - dejlig følelse!
Jeg skal lige have tænkt det hele igennem, så vender jeg tilbage med mit nye syn på Afrika - inspireret af alt jeg har hørt de forløbne fem uger
vi brugte bededagsferien på at gøre huset klart, vi vaskede vægge, porcelæn, køleskab og alt andet, mens Christian sleb vores gulve, og vi lige tog et smut omkring Ikea for at hente os en ny sofa - vi har med andre ord taget hul på sommersæsonen 2008 - og den megen sol i april har klart fornyet længslen efter at drikke morgenkaffe med bare tæer i græsset
Suk, nu er jeg nødt til at harselere … igen. Det er ikke fordi jeg absolut vil være en sur mokke - men altså lige p.t. ser man på store bill boards en nøgen blondine, der fortæller at hun er til alt … og så spørger jeg: hvad tilfører det??
På Ågade har nogen overtegnet to af disse bill boards og skrevet slagord som ’stop med at kommercialisér verden’ og ’stop kvindefornedrelsen’ - fint, tænker jeg, MEN det der virkelig forarger mig er, at der sidder en flok gulddrenge på et eller andet dyrt reklamebureau og bilder sig selv og deres kunder ind, at dette er i hvert fald ikke set før … øh, nå, jeg tror nu nok at det er set en enkelt gang før, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.
I princippet har jeg hverken noget i mod gulddrenge eller dyre reklamebureauer - men jeg har i aller højeste grad noget imod den totale mangel på kreativitet der præger reklameoutputtet. Den totale mangel på kreativitet forfladiger, ja faktisk forurener, den visuelle verden vi alle skal færdes i - og det er jeg nødt til at harselere over.
Hvornår har I sidst set en reklame, der fik jer til at stoppe op, føle jer inspireret, fik jer til at trække på smilebåndet (ja, ok det lille fodboldspillende egern nærmer sig noget af det rigtige :-)? Altså kort sagt tilførte verden noget?
Når reklamer for en gang skyld er gode, så glædes jeg, så jeg næsten får hjertebanken. De kan jo ind imellem nærme sig kunst eller verdensomvæltende tanker.
Vi har forøget familien med Viggo, en lille bandit af en killing Han kommer fra Kattens Værn og passer perfekt ind i husholdningen. I kan se billeder af ham på her.
Og så har vinterdepressionen meldt sig for fuld styrke, så hvis jeg pludselig forsvinder ud af landskabet, så er det blot fordi, jeg sidder i et mørkt hjørne og hulker over alt og intet. Jeg vil gerne ses!! Men det er ikke sikkert jeg kommer afsted. Ligesom jeg heller ikke får lavet alt det andet, jeg har lyst til at lave.
Denne manglende kobling mellem at ville og at kunne er næsten det værste ved tilstanden, og det sværeste at forstå - selvfølgelig lige bortset fra de dystre tanker, den manglende livslyst, fortvivlelsen, den grundløse og bundløse sorg - og så alt det andet, der følger med …
Jeg undrer mig over, hvordan naturen kan spilde alle de ressourcer. Hvorfor indbygger man talent, intelligens, livsglæde og virkelyst i et menneske, for så at slå det tilbage til start hvert efterår - år ud og år ind??
Den snak har jeg tænkt mig at tage med vedkommende deroppe, når det bliver min tur!
