smil, grin og bliv lidt klogere …

hvis du bare vil blive i godt humør og lidt klogere på ‘participatory culture’ (altså dig og mig og vores tid), så se de første 5½ minut – det er tiden værd!!

hvis du vil være en hel del klogere, så kig med så længe du orker (jeg er selv kun nået til 23. minut ud af 55½ minut )

strandvejsvilla og stille glæder

sad forleden aften i mit 35 m2 kolonihavehus og tænkte: hvad skal man med strandvejsvillaer, store biler og andre statussymboler?

Næh, lykken er: når mand og ikke mindst tre underskønne-dybt-sovende-i-mærkværdige-stillinger pelsklumper føler sig trygge nok til ligge næsten bevidstløse rundt om i stuemøblementet, og jeg kan sidde lige så stille og betragte dem i stearinlysets skær …

duracell kanin

er nu officielt batteridrevet og bliver løbende justeret via fjernbetjening – underlig tanke …

tænker duracell sponsorship på en eller anden måde må være relevant nu, måske de kan betale nogle af mine opladningsophold i solrige lande …

1½ time i skoven med hunden og så ‘Store samfundstænkere 2′

Som også første gang (med Zygmunt Bauman) stiftede vi denne gang bekendtskab med en humanistisk tænkende samfundskritiker, der bekymrer sig om menneskets vilkår i forhold til den udvikling kapitalismen dikterer.

For den tyske sociolog, Ulrick Beck, spiller globaliseringens betydning for menneskeheden en afgørende rolle, og han skriver om individualisering, social ulighed og værdifællesskaber både på nationalt og internationalt niveau. 

Hans bog Risikosamfundet (1986), er i dag italesat som et begreb, der dækker over kritisk samtidsdiagnose af det moderne velfærdssamfunds problemer – eller den sorte side af kapitalistisk produktionsudvikling. Den sorte side er udtryk for, at produktionens anvendelse af teknologi, påvirker og indgriber i naturen på måder, der hverken kan forudses eller håndteres af selv de best kvalificerede eksperter.

Det italesætter han også selv som ‘produceret usikkerhed’, og  taler om en risikopluralisme, som konsekvens af, at eksperter har forskellige opfattelser og beregninger og derfor ikke længere kan levere en entydig rådgivning til det politiske system.

Glæder mig til tredje foredrag

er hjemme fra Wien efter 5 uger

og det er en underlig følelse …
pudsigt nok føles det lidt ensomt igen at komme til Danmark …

men var i går til inspirerende foredrag om de store tænkere – det handlede om ‘de svages sociolog’ Sygmunt Bauman, som jeg må tilstå, jeg ikke kendte til før i går – det var en spændende aften med en super god forelæser, så der kommer mere om i går aftes, når jeg har tid til at skrive nogle af de tanker ned, vi blev gjort bekendt med (arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus)

jeg havde taget Tinka med til foredrag til forundring for alle – hvorimod ingen undrede sig i samme situationer i Wien, hvor man jo også må tage sin hund med på restaurant, café, konditori etc. - skæg lille kulturel forskel men også mere om det senere

de seneste billeder fra Wien og borgen er uploadet på 23hq.com/konzepta

hjerteskærende digt om voldtægt

Andrea Gibson – Blue Blanket

hvis paven var en kvinde …

ville han så også tøffe rundt i afrika og udbrede budskabet om, at kondomer gør aidssituationen værre … vel vidende at millioner af børn er forældreløse på grund af aids – og den manglende brug af beskyttende præservativer …

personligt er jeg glad for, at vi i skandinavien har haft Luther – og jeg kan kun være enig med de, der synes, at pavens udtalelser om, at brug af kondomer gør aids værre, er en skandaløs mangel på respekt for de tusinder af mennesker, der hver dag arbejder på at oplyse afrikanere om prævention i et forsøg på at komme aids til livs, og af de millioner af forældreløse børn, der lever med konsekvenserne af en sådan - for mig at se – uciviliseret og uværdig tankegang

hvis paven insisterer på at tøffe rundt og åbenbare sin mening som Guds repræsentant, så skulle han måske tænke før han taler …

jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan verden ville se ud, hvis paven var en kvinde … men det er nok et sidespring

jeg er nødt til at protestere

Nu har verden vendt sig på hovedet igen. Bag ryggen på mig.
Jeg gik rundt og troede, at kunden var – om ikke kongen - så dog noget. Men ak, som sædvanlig har jeg taget fejl.

Det er jo leverandøren, der er kongen. Og som konge er det selvfølgelig ens pligt at irettesætte kunden [læs: undersåtten] - hvordan sku’ hun ellers ku’ lære det? 

Og det er selvfølgelig også kongens pligt at evaluere sin undersåt - ak, blot for at konstatere at kunden sjældent er god nok til leverandøren; at hun stadig ikke har lært det.

Eller er det kun de såkaldte mediebureauer / reklamebureauer, der bruger deres tid på at klage over kunden - til kunden? Og naturligvis må faktuere kunden for den tid det tager at evaluere og klage over hende - SÅ kan hun måske lære det.

Er det bare den branche, der er blevet endnu mere forkælet og kolerisk?
Eller er det blevet normalt i alle brancher, at en kunde med hver leverandørkontakt skal gøres opmærksom på – at kunden jo virkelig ikke er den eneste kunde, vel? Og så må vi se, om der er tid til at følge op på alle disse besværlige kundeønsker fra urimelige kunder, eller om vi skal tage det en anden gang – når det passer os, kongen?

om vreden – et forpustende, åndsopløftende foredrag

Ved statsdannelsen fik statsmagten voldsmonopol. Det lyder slemt, men har alligevel været godt … for med den stadige samfundsinsisteren på demokrati som individualisering – når vi alle skal være individer og ingen derfor længere er autoriteter (vores politibetjente bliver for alvor sendt på kurser for at lære at sige: dav, jeg hedder jens, er det her der er begået et mord) - ja, så opløses monopolet, og volden udøvet af den enkelte breder sig.

Vi er ikke en gruppe, et fællesskab, en stamme, en familie – vi er individer – og som sådan føler vi os også personligt krænket – af gud og hver mand – og vi vil ikke finde os i det – alt er jo nødvendigvis rettet mod mig som person, når jeg er individ. Ergo er det sgu’ personligt, når du cykler ind foran mig, din abekat.

Og da vi er individer, har vi også en naturlig ret til at blive hørt – det vi mener er vigtigt – så nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg føler mig krænket af dig, din idiot. Hvad enten du nu er lærer, politibetjent, sagsbehandler, eller sød lille pige med lyse fletninger, så kan du få et par på lampen, ka’ du - og så ka’ du måske lære det!

Er vreden  i vækst, har den transformeret sig, eller har vi blot legitimeret den, spørger  Lars-Henrik Schmidt, professor, dr.phil. tirsdag aften i et foredrag arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus, København (ja, nu har Århus givet op, der er for langt til Jylland, så de er ganske enkelt flyttet til København, smart for mig, der elsker de århusiansk folkeuniversitetsforedrag )

Høflighed er også i opløsning – hvilket betyder, at vi ikke længere har den sociale manual, der fortæller os, hvordan vi omgås. Vi forsøger at erstatte den med humor. Når man søger en medarbejder, skal denne ikke længere ‘kunne omgås’ men have humor – men kan humoren klare, hvad høfligheden kunne? Det er tvivlsomt! For hvor sjovt er det for eksempel at blive krænket – og når vi ikke skal være høflige, så må vi jo blive vrede og gi’ vreden luft – og for enden af vreden der skal luftes, ligger jo altid volden. Og den er der jo ikke længere nogen der har monopol på …

Vores super hyggelige, sjove, belæste og akademiske professor kom så langt omkring vreden, at jeg følte min horisont udvidet både med hensyn til idehistorie, historie, socialhistorie, filosofi og … ha, åndsopløftende var det – og jeg glæder mig til anden afdeling på tirsdag

myStory – assignment for the it-university

Mit liv – i tre dele

så er der ikke mere for den halvtredsøre – men I er velkomne til at kigge jer omkring på bloggen – i indlæg og sider – god tur

mit symbol er juxtapositionen af det lette, det tunge, livet, som det må leves, hvad enten jeg flyver eller stopper op – for at betragte vores verden for en tid …
(udarbejdet til mig for nogle år siden af en pige fra designskolen)