mit speciale ligger her

Hvordan skal man tænke et virtuelt kunstmuseum med kunstformidling som omdrejningspunkt – set i forhold til internettet som unikt medie – dette har jeg forsøgt at belyse i mit speciale …

har besluttet ikke at bruge småfejl som undskyldning for ikke at uploade, så her er det. God fornøjelse og husk at kommentér

kandidatspeciale som udtryk for personlighed (eller form og indhold i strid)

Da jeg valgte en hardcore retoriker fra Københavns Universitet som vejleder, glemte jeg at tænke de helt overordnede konsekvenser igennem, og gjorde muligvis mig selv en bjørnetjeneste.

Med en forventning om 12 men et resultat på 7 har jeg lige skullet have ordnet mine tanker, og ikke mindst har jeg skullet  regne ud, hvad der egentlig skete.

For som min mor siger (efter i nattens mulm og mørke at have sneget sig ud og samlet specialet op fra en offentlig skraldespand), så er det et fremragende speciale med kloge, nyskabende tanker og vigtigt budskab - et speciale der udtrykker stor viden om både kunstmuseer og internet. Så hvordan får man så 7?

Med mit speciale ville jeg bevise mit akademiske værd. Jeg ville sikre mig at mit budskab fik en form, der ville blive taget seriøst, således at budskabet ville blive læst og respekteret. For jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har noget vigtigt på hjertet, blot har jeg måttet konstatere, at jeg jo faktisk ikke er ‘nogen’, og det derfor heller ikke er interessant at høre eller læse hvad jeg siger (stakkels lille mig ).

Men mit speciale skulle gøre dette anderledes. Med mine seneste 10-taller på grænsen til noget mere og mit 12-tal i Digital Retorik havde jeg fået blod på tanden og fået overbevist mig om, at jeg nu næsten mestrede formen. Nu var jeg faktisk blevet den akademiker, jeg hele tiden burde have været, og fik dermed mulighed for en adgang til at blive hørt. Dog var jeg viis nok til at vide, at jeg formmæssigt nok skulle styres lidt i løbet af de seks måneder specialet tog, ergo gik jagten ind på en vejleder, der var vaske ægte akademiker :-)

Og det fandt jeg. I en sådan grad at når jeg tænker tilbage på min eksamen, er det som striden mellem form og indhold. Især når jeg husker kommentaren om, at man ikke kunne at tage mit speciale alvorligt, fordi det fejlede i den akademiske form.

Egentlig troede jeg, at jeg gik vildt op i form, men må muligvis sande at jeg som personlighed vægter budskabet, eller måske jeg blot sidder fast i en personlig stil, som min chef ind imellem antyder. 

Under alle omstændigheder må jeg indse, at jeg ikke har formået at bemægtige mig den akademiske form i en sådan grad, at jeg kunne holde den de 105 sider, det tog at nå til konklusionen i mit speciale. Budskabet tog over, og formen føjede sig åbenbart efter min personlige skrivestil, hvorved jeg glemte at tage alvorligt, at en halvstuderet røver som mig skal strenge sig mere an for at begå sig som akademiker; at den personlige form SKAL vige for den snævert specificerede akademiske form.

Så måske fortjener jeg af den grund mit 7-tal. Det ærgerlige er, at tallet betyder, at budskabet heller ikke denne gang kommer videre end til min mor.

smil, grin og bliv lidt klogere …

hvis du bare vil blive i godt humør og lidt klogere på ‘participatory culture’ (altså dig og mig og vores tid), så se de første 5½ minut – det er tiden værd!!

hvis du vil være en hel del klogere, så kig med så længe du orker (jeg er selv kun nået til 23. minut ud af 55½ minut )

strandvejsvilla og stille glæder

sad forleden aften i mit 35 m2 kolonihavehus og tænkte: hvad skal man med strandvejsvillaer, store biler og andre statussymboler?

Næh, lykken er: når mand og ikke mindst tre underskønne-dybt-sovende-i-mærkværdige-stillinger pelsklumper føler sig trygge nok til ligge næsten bevidstløse rundt om i stuemøblementet, og jeg kan sidde lige så stille og betragte dem i stearinlysets skær …

duracell kanin

er nu officielt batteridrevet og bliver løbende justeret via fjernbetjening – underlig tanke …

tænker duracell sponsorship på en eller anden måde må være relevant nu, måske de kan betale nogle af mine opladningsophold i solrige lande …

1½ time i skoven med hunden og så ‘Store samfundstænkere 2′

Som også første gang (med Zygmunt Bauman) stiftede vi denne gang bekendtskab med en humanistisk tænkende samfundskritiker, der bekymrer sig om menneskets vilkår i forhold til den udvikling kapitalismen dikterer.

For den tyske sociolog, Ulrick Beck, spiller globaliseringens betydning for menneskeheden en afgørende rolle, og han skriver om individualisering, social ulighed og værdifællesskaber både på nationalt og internationalt niveau. 

Hans bog Risikosamfundet (1986), er i dag italesat som et begreb, der dækker over kritisk samtidsdiagnose af det moderne velfærdssamfunds problemer – eller den sorte side af kapitalistisk produktionsudvikling. Den sorte side er udtryk for, at produktionens anvendelse af teknologi, påvirker og indgriber i naturen på måder, der hverken kan forudses eller håndteres af selv de best kvalificerede eksperter.

Det italesætter han også selv som ‘produceret usikkerhed’, og  taler om en risikopluralisme, som konsekvens af, at eksperter har forskellige opfattelser og beregninger og derfor ikke længere kan levere en entydig rådgivning til det politiske system.

Glæder mig til tredje foredrag

er hjemme fra Wien efter 5 uger

og det er en underlig følelse …
pudsigt nok føles det lidt ensomt igen at komme til Danmark …

men var i går til inspirerende foredrag om de store tænkere – det handlede om ‘de svages sociolog’ Sygmunt Bauman, som jeg må tilstå, jeg ikke kendte til før i går – det var en spændende aften med en super god forelæser, så der kommer mere om i går aftes, når jeg har tid til at skrive nogle af de tanker ned, vi blev gjort bekendt med (arrangeret af Folkeuniversitetet i Århus)

jeg havde taget Tinka med til foredrag til forundring for alle – hvorimod ingen undrede sig i samme situationer i Wien, hvor man jo også må tage sin hund med på restaurant, café, konditori etc. - skæg lille kulturel forskel men også mere om det senere

de seneste billeder fra Wien og borgen er uploadet på 23hq.com/konzepta

hjerteskærende digt om voldtægt

Andrea Gibson – Blue Blanket

hvis paven var en kvinde …

ville han så også tøffe rundt i afrika og udbrede budskabet om, at kondomer gør aidssituationen værre … vel vidende at millioner af børn er forældreløse på grund af aids – og den manglende brug af beskyttende præservativer …

personligt er jeg glad for, at vi i skandinavien har haft Luther – og jeg kan kun være enig med de, der synes, at pavens udtalelser om, at brug af kondomer gør aids værre, er en skandaløs mangel på respekt for de tusinder af mennesker, der hver dag arbejder på at oplyse afrikanere om prævention i et forsøg på at komme aids til livs, og af de millioner af forældreløse børn, der lever med konsekvenserne af en sådan - for mig at se – uciviliseret og uværdig tankegang

hvis paven insisterer på at tøffe rundt og åbenbare sin mening som Guds repræsentant, så skulle han måske tænke før han taler …

jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan verden ville se ud, hvis paven var en kvinde … men det er nok et sidespring

jeg er nødt til at protestere

Nu har verden vendt sig på hovedet igen. Bag ryggen på mig.
Jeg gik rundt og troede, at kunden var – om ikke kongen - så dog noget. Men ak, som sædvanlig har jeg taget fejl.

Det er jo leverandøren, der er kongen. Og som konge er det selvfølgelig ens pligt at irettesætte kunden [læs: undersåtten] - hvordan sku’ hun ellers ku’ lære det? 

Og det er selvfølgelig også kongens pligt at evaluere sin undersåt - ak, blot for at konstatere at kunden sjældent er god nok til leverandøren; at hun stadig ikke har lært det.

Eller er det kun de såkaldte mediebureauer / reklamebureauer, der bruger deres tid på at klage over kunden - til kunden? Og naturligvis må faktuere kunden for den tid det tager at evaluere og klage over hende - SÅ kan hun måske lære det.

Er det bare den branche, der er blevet endnu mere forkælet og kolerisk?
Eller er det blevet normalt i alle brancher, at en kunde med hver leverandørkontakt skal gøres opmærksom på – at kunden jo virkelig ikke er den eneste kunde, vel? Og så må vi se, om der er tid til at følge op på alle disse besværlige kundeønsker fra urimelige kunder, eller om vi skal tage det en anden gang – når det passer os, kongen?